Min historie

❤️ Min historie – den lange udgave

Som jeg skrev i mit opslag, er jeg i øjeblikket ved at blive udredt for ADHD, og det har sat rigtig mange tanker i gang. Ikke fordi jeg betragter ADHD som noget negativt, men fordi jeg pludselig er blevet nødt til at kigge tilbage på mit liv og forholde mig til en masse oplevelser, som jeg nok aldrig rigtig har fået bearbejdet. Jeg har gennem hele mit liv været typen, der kæmper videre, men nu er jeg begyndt at forstå, at alle de kampe også har haft en pris.

Allerede som spæd blev jeg alvorligt syg med meget høj feber og blev kørt til OUH med udrykning. Her fik jeg noget medicin, som vi den dag i dag ikke ved præcis, hvad var. Ifølge min familie ændrede jeg mig markant efter det sygdomsforløb, men om det skyldtes sygdommen, medicinen eller noget helt tredje, ved vi stadig ikke.

Da jeg begyndte i skole, blev det hurtigt tydeligt, at jeg havde svært ved at passe ind. Jeg kunne ikke sidde stille, havde svært ved at koncentrere mig og blev ofte mødt med beskeden om, at jeg skulle tage mig sammen. Jeg husker blandt andet en episode, hvor jeg brækkede min arm i skolen kort tid efter et tidligere brud. Jeg blev ikke taget alvorligt, men endte med at blive sendt alene i en taxa til Middelfart Sygehus, hvor man konstaterede, at armen ganske rigtigt var brækket. Det var bare én af mange oplevelser, hvor jeg som barn følte, at de voksne ikke rigtig forstod mig.

Jeg skiftede senere til Bogense Skole, hvor jeg blev placeret i specialklassen Regnbuen. Gennem stort set hele min skoletid oplevede jeg massiv mobning, både psykisk og fysisk. Jeg blev slået, ydmyget og gjort til grin, og meget af det blev dengang betragtet som almindelige drengestreger. Jeg var bestemt ikke altid nogen engel selv, og jeg reagerede også uhensigtsmæssigt i mange situationer. Men når jeg ser tilbage, tror jeg, at meget af min adfærd handlede om et desperat forsøg på at blive accepteret og være en del af fællesskabet.

I femte klasse forsøgte skolen at flytte mig til en almindelig klasse, men det gik helt galt, og mobningen fortsatte. Jeg endte tilbage i specialklassen, hvor jeg blandt andet husker en lærer, der brugte armbøjninger som straf, når vi bandede. En klassekammerat fik efter min erindring 200 armbøjninger og måtte ikke gå hjem, før de var gennemført. Det var den slags ting, der var en del af vores skolegang.

I syvende klasse begyndte jeg på Flyvesandet Efterskole, hvor jeg faktisk fik en rigtig god start. Men en dag blev jeg efter min erindring taget hårdt fat i af skolens pedel og kastet op mod et køleskab, fordi jeg var gået ind i pigernes hus for at hente noget. Jeg stoppede på skolen og skiftede til Gram Efterskole, hvor det første år gik godt. Jeg fik venner både på skolen og i lokalområdet, men da der opstod konflikter mellem de to grupper, følte jeg mig tvunget til at vælge side. Jeg endte med at trække mig fra begge grupper og mistede dermed mange af mine relationer. Jeg fortsatte endnu et år, men begyndte at ryge, kom i et uheldigt selskab og endte med at stoppe.

Efterfølgende kom jeg på en specialskole i Søndersø, hvor jeg afsluttede 9. og 10. klasse. Her oplevede jeg igen mobning og social udskamning, både fra elever og nogle voksne. Jeg gennemførte skolen, men stod tilbage uden almindelige karakterer, kun udtalelser, som jeg havde svært ved at bruge til noget. Når jeg tænker tilbage, havde jeg på det tidspunkt brugt omkring ti år af mit liv på at forsøge at passe ind i et skolesystem, hvor jeg aldrig rigtig følte, at der var plads til mig.

Samtidig blev mine forældre skilt, hvilket var en voldsom oplevelse. Jeg følte, at jeg skulle vælge mellem min mor og min far, selvom jeg elskede dem begge. Min ungdom blev efterfølgende præget af fester, alkohol, piger og mennesker, som jeg dengang betragtede som mine venner. Der var selvfølgelig også mange gode oplevelser, men der var samtidig en kultur, hvor vi konstant skulle overgå hinanden. Hvem kunne drikke mest, hvem kunne slå hårdest, og hvem turde mest? Jeg var selv en del af det og traf bestemt også nogle rigtig dumme beslutninger.

På et tidspunkt kom jeg i selskab med nogle mere uheldige typer, og jeg blev afpresset til at begå indbrud på en skole. Jeg blev taget og anholdt, hvilket var en meget voldsom oplevelse. Det er bestemt ikke noget, jeg er stolt af, men jeg synes også, det er vigtigt at fortælle, at jeg ikke altid selv har været uskyldig. Jeg har også begået fejl og været ansvarlig for mine egne beslutninger.

Jeg forsøgte senere at begynde på HG i Odense, men havde svært ved det boglige og havde samtidig meget fravær. Jeg endte endnu en gang med at stoppe. Kort tid efter flyttede min far til Bornholm, og jeg valgte at flytte med. Her begyndte jeg på produktionsskole, og for en gangs skyld gik tingene faktisk godt. Jeg fik gode venner og begyndte at finde min plads. Men efter noget tid begyndte jeg alligevel at skubbe mennesker væk. Jeg kunne ikke overskue relationerne og trak mig fra mennesker, som egentlig ville mig det godt. Noget, jeg først nu er begyndt at forstå, fordi det minder utrolig meget om det, jeg oplever i dag.

På Bornholm mødte jeg også Marks mor. Vi flyttede senere tilbage til mit barndomshjem på Fyn, og efter nogle år skulle vi være forældre. Det burde have været begyndelsen på noget fantastisk, men udviklede sig til en af de mest voldsomme perioder i mit liv. På grund af forskellige forhold blev Nordfyns Kommune involveret, allerede inden Mark blev født. Vi gennemgik blandt andet en forældrekompetenceundersøgelse, hvor jeg oplevede at blive beskrevet som mentalt retarderet. Det var utrolig hårdt at blive mødt med den slags vurderinger, når jeg gennem hele mit liv havde kæmpet med følelsen af ikke at være god nok.

Mark blev født, og for mig var det en af de største oplevelser i mit liv. Vi havde i den første tid besøg af fagpersoner to gange om dagen, og vores oplevelse var, at tingene fungerede. Men da Mark var bare 28 dage gammel, stod kommunen pludselig ved vores dør med beskeden om, at han skulle fjernes. Jeg kan stadig huske frygten, magtesløsheden og vreden. Jeg reagerede voldsomt, politiet blev tilkaldt, og kort efter var min søn væk. Jeg fik efterfølgende halvanden times samvær hver anden uge. Halvanden time til at forsøge at skabe en relation til mit eget barn.

Vi forsøgte at få sagen prøvet i både Ankestyrelsen og retten, men afgørelserne blev fastholdt. Samtidig gik forholdet til Marks mor i stykker, og jeg stod tilbage med følelsen af at have mistet både min familie og min fremtid. Jeg vil ikke hænge hende ud, for hun har sin egen historie, men det var en utrolig hård periode for mig. Jeg forsøgte efterfølgende også at skabe kontakt mellem hende og Mark, fordi jeg mener, at et barn har ret til begge sine forældre, når det er muligt og godt for barnet. Det lykkedes desværre ikke, og jeg endte med at få den fulde forældremyndighed.

Men jeg gav aldrig op i kampen for Mark. Jeg fortsatte gennem møder, undersøgelser, sagsakter og afgørelser, og efter flere år kom der heldigvis nye øjne på sagen. Endelig oplevede jeg, at nogen begyndte at lytte og se situationen på en anden måde. Efter 3 år og 256 dage skete det, som jeg havde kæmpet for i næsten fire år. Jeg fik min søn hjem! Det er uden tvivl en af de største sejre i mit liv, men også en kamp, der har sat utrolig dybe spor i mig. Og selvom Mark kom hjem, betød det ikke, at alle problemerne forsvandt. Han havde også nogle oplevelser med i bagagen, som krævede rigtig meget støtte, omsorg og forståelse.

Heldigvis skete der også noget fantastisk undervejs, for jeg mødte Tanja. ❤️ Hun kom ind i mit liv midt i nogle af de sværeste år og har været der gennem størstedelen af forløbet. Hun har set mig vred, ulykkelig, frustreret og fuldstændig magtesløs, men hun har også været med til at give mig håbet tilbage. I dag er hun min hustru, og jeg tror aldrig, jeg kommer til at kunne forklare, hvor meget hun betyder for mig.

I 2020 blev vores familie for alvor samlet, da Mark kom hjem, og Tanja og jeg samtidig blev forældre til Ella. På mange måder blev vi forældre til to børn på én gang, selvom der var fire års forskel på dem. Det burde have været en fantastisk tid, men desværre blev den første periode præget af endnu et voldsomt kommunalt forløb. Vi havde tilknyttet fagpersoner fra en ekstern virksomhed, og samarbejdet oplevede jeg som meget uprofessionelt. Det kulminerede en fredag eftermiddag, hvor vi fik at vide, at medarbejderne ikke mente, vi var egnede som forældre til nogen af vores børn.

Prøv at forestille jer at få sådan en besked en fredag eftermiddag, når man tidligere har oplevet at få sit barn fjernet. Vi stod tilbage med en ubeskrivelig frygt for, at historien skulle gentage sig, og vi kunne først få ordentlig afklaring efter weekenden. Heldigvis endte kommunen med at stoppe forløbet med den eksterne virksomhed, men den psykiske belastning havde allerede sat sine spor. Jeg gik ned med stress, og samtidig blev en stor del af Tanjas barsel med Ella overskygget af bekymringer og usikkerhed. Alle de små oplevelser, som hun havde glædet sig til, blandt andet babysvømning, blev aldrig rigtig til noget. Det er en tid, vi aldrig får tilbage.

På det tidspunkt arbejdede jeg i JYSK, hvor jeg gennem årene havde været ansat af flere omgange. Efter min sygemelding mistede jeg jobbet med henvisning til 120-dagesreglen, og jeg oplevede ikke, at der blev gjort nogen reel indsats for at hjælpe mig tilbage. Jeg kom på sygedagpenge, og endnu en gang stod jeg i en situation, hvor jeg skulle forsøge at finde ud af, hvordan jeg kom videre.

I 2022 kom endnu en voldsom oplevelse, da jeg faldt over noget af børnenes legetøj derhjemme og brækkede ryggen. Jeg fik et brud på ryghvirvlen TH11, og selvom bruddet blev vurderet som stabilt, forsvandt smerterne aldrig. Jeg lever stadig med betydelige rygsmerter, som påvirker min hverdag. Det er svært at forklare, hvor meget kroniske smerter fylder, for det handler ikke kun om at have ondt, men også om hele tiden at skulle planlægge sit liv efter, hvad kroppen kan holde til.

Jeg var fortsat sygemeldt i en periode, men endte med at raskmelde mig, fordi jeg oplevede, at de økonomiske konsekvenser ved at fortsætte på offentlig forsørgelse ville blive så store, at vi risikerede at miste vores hjem. Det var ikke, fordi jeg pludselig var blevet rask, men fordi jeg følte, at jeg ikke havde noget reelt alternativ.

Samtidig har jeg gennem hele mit liv været hypermobil, hvilket allerede som barn gav mig problemer med mine led. Mine skuldre gik af led, og senere begyndte problemerne med mine knæ. Som 18-årig blev jeg opereret i begge knæ, og i 2025 måtte jeg igen gennemgå en større operation. Mine fysiske udfordringer har ikke kun betydet smerter og begrænsninger, men var faktisk også en del af den mobning, jeg oplevede som barn, blandt andet fordi jeg havde svært ved at deltage i sport på samme måde som andre.

Og som om der ikke allerede var sket nok, begyndte vi også at miste nogle af de mennesker, der betød allermest for os. I 2024 mistede jeg min farfar meget pludseligt. Min farfar og farmor har gennem hele mit liv været utrolig vigtige mennesker, og min farfar har på mange måder været som en ekstra far for mig. Jeg husker stadig den sidste sommer, hvor vi gik og brændte ukrudt sammen. Det var en helt almindelig dag, men det skulle vise sig at blive en af vores sidste oplevelser sammen. Jeg savner ham stadig ubeskriveligt meget.

Kort tid efter mistede vi også min mormor meget pludseligt, derefter Tanjas farmor og senere min farfars bror. På ganske kort tid mistede vi altså flere mennesker, som havde været en del af vores liv gennem mange år. Det hele skete så hurtigt, at jeg aldrig rigtig følte, jeg nåede at bearbejde det ene tab, før det næste kom. Og når jeg tænker over det i dag, så beskriver det faktisk meget godt mit liv generelt. Jeg har brugt så meget tid på at komme igennem den næste udfordring, at jeg sjældent har haft mulighed for at forholde mig til den foregående.

I 2025 stod jeg så over for endnu en af de sværeste beslutninger i mit liv. Mark havde det rigtig svært, og hans behov for hjælp var efterhånden blevet større, end hvad jeg som far kunne tilbyde ham alene. Jeg havde kæmpet i næsten fire år for at få min søn hjem, og nu stod jeg i en situation, hvor jeg måtte erkende, at det bedste, jeg kunne gøre for ham, var at bede om hjælp udefra. Jeg kontaktede derfor selv kommunen og bad om en behandlingsanbringelse, hvilket de heldigvis gik med til. Det var ikke, fordi jeg ikke ville være far for Mark, men netop fordi jeg elsker ham og ønsker, at han skal have den hjælp, han har brug for. Det var en ubeskriveligt hård beslutning, men jeg ville aldrig lade min egen stolthed stå i vejen for hans muligheder for at få det bedre.

Og så når vi frem til i dag. Til 2026. Til det sted i mit liv, hvor jeg for alvor er begyndt at mærke konsekvenserne af alt det, jeg har været igennem.

I slutningen af 2025 endte jeg på psykiatrisk akutmodtagelse, fordi jeg ganske enkelt ikke kunne mere. For ganske kort tid siden sad jeg igen over for min egen læge og sagde præcis de samme ord: “Nu kan jeg ikke mere.” Heldigvis har jeg en rigtig god læge, som tager mig alvorligt, og som har sat forskellige ting i gang. Jeg skal blandt andet have hjælp til at håndtere mine smerter, og samtidig er jeg begyndt i et udredningsforløb for ADHD. Der er også mistanke om andre psykiske udfordringer, blandt andet relateret til PTSD, autisme, depression og social angst. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har fået alle disse diagnoser. Det er noget, der skal undersøges nærmere.

Men bare det at begynde udredningen har været en utrolig voldsom oplevelse for mig, fordi jeg pludselig er begyndt at stille spørgsmål til hele mit liv. Hvorfor havde jeg så svært ved at fungere i skolen? Hvorfor kunne jeg ikke sidde stille? Hvorfor havnede jeg så ofte i konflikter? Hvorfor havde jeg svært ved at holde fast i mine venner, selv når de ville mig det godt? Og hvorfor har jeg gennem hele mit voksenliv haft en tendens til at trække mig fra mennesker, når tingene blev for meget?

Jeg begynder også at tænke på, om jeg måske aldrig har været det problem, som jeg så mange gange fik følelsen af at være. Måske var jeg bare et barn, der havde nogle udfordringer, som ingen rigtig forstod. Måske havde jeg brug for en anden form for hjælp, end den jeg fik. Og måske har jeg gennem hele mit liv forsøgt at kompensere for noget, som jeg ikke engang selv vidste, hvad var.

Jeg ved selvfølgelig godt, at en eventuel ADHD-diagnose ikke kan forklare hele mit liv. Den kan ikke forklare mobningen, volden, de konflikter, jeg har været igennem, eller de mennesker, jeg har mistet. Men måske kan den hjælpe mig med at forstå, hvorfor jeg har reageret, som jeg har, og hvorfor nogle ting har været så utrolig svære for mig.

Sandheden er nemlig, at jeg ikke har det godt. Og det har jeg faktisk ikke haft i rigtig lang tid.

Jeg er blevet mere og mere indadvendt, og nogle dage har jeg svært ved at overskue helt almindelige ting. Jeg har svært ved sociale relationer, telefonsamtaler og ved at finde det overskud, som jeg tidligere havde. Det mærkelige er, at jeg stadig kan have gode dage, hvor jeg sidder ved computeren og arbejder med mine projekter, laver noget kreativt, griner eller taler med mennesker, som om alting er normalt.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at jeg har det godt. Nogle gange er det netop de ting, jeg elsker at lave, som giver mig et lille pusterum fra alt det andet. Når jeg sidder fordybet i et projekt, kan jeg for en stund få lov til at tænke på noget andet end smerter, bekymringer og alle de ting, der fylder i mit hoved. Det betyder bare ikke, at jeg nødvendigvis også har overskud til at tage telefonen eller være sammen med andre mennesker bagefter.

Samtidig kæmper jeg stadig med min ryg, mine knæ og de smerter, der følger med. Og oven i det hele oplever jeg endnu en gang at skulle kæmpe med et offentligt system. Jeg har heldigvis et rigtig godt og konstruktivt samarbejde med socialforvaltningen i Faaborg-Midtfyn Kommune, men desværre oplever jeg ikke helt det samme i mit nuværende forløb med jobcentret.

Et konkret eksempel er, at jeg skal køre omkring 40 minutter hver vej for at møde op i blot 15 minutter. Det betyder altså 80 minutters transport for et kvarters fremmøde. For nogle mennesker lyder det måske ikke af meget, men for mig påvirker det både mine rygsmerter, mit mentale overskud og vores økonomi. Jeg vil gerne samarbejde og have hjælp, men jeg har også brug for, at hjælpen giver mening, og at man ser mig som et helt menneske og ikke bare endnu en sag.

Jeg ønsker ikke at være syg, og jeg ønsker heller ikke at være afhængig af hjælp fra kommunen. Jeg vil utrolig gerne kunne arbejde, være selvstændig, bidrage og leve et almindeligt liv med min familie. Men jeg har brug for, at de mennesker, der skal hjælpe mig, også forstår, at jeg ikke bare kan tage mig sammen og fortsætte, som om ingenting er sket. Jeg har forsøgt at tage mig sammen i mere end 30 år, og jeg tror faktisk, at det er en stor del af grunden til, at jeg står, hvor jeg gør i dag.

Så hvorfor vælger jeg at fortælle hele den her lange historie?

Fordi jeg føler, at jeg skylder nogle mennesker en forklaring. Jeg ved godt, at jeg gennem de senere år er blevet dårligere og dårligere til at holde kontakten med både venner og familie. Jeg ved godt, at der er mennesker, som har ringet uden at få svar, beskeder jeg ikke har fået besvaret, og arrangementer, hvor jeg har meldt fra. Jeg kan også godt forstå, hvis nogen har siddet med følelsen af, at jeg ikke længere ønsker at være en del af deres liv.

Men det er ikke sandheden. Jeg har ikke trukket mig, fordi jeg ikke holder af jer, eller fordi jeg ikke ønsker at være sammen med jer. Jeg har trukket mig, fordi jeg ganske enkelt ikke længere har det overskud, som jeg engang havde. Og det gør faktisk utrolig ondt at indrømme, for jeg savner også den Jesper, som jeg var engang. Ham, der kunne finde på noget spontant, tage ud og hygge sig med vennerne, være social og have energi til at hjælpe andre.

Jeg savner at kunne tage telefonen uden først at skulle forberede mig mentalt på en samtale. Jeg savner at kunne sige ja til en invitation uden samtidig at bekymre mig om, hvorvidt jeg kan holde til det. Og jeg savner at kunne være sammen med andre mennesker uden at føle, at mit hoved konstant arbejder på højtryk.

Jeg tror, at jeg gennem rigtig mange år har været utrolig god til at skjule, hvordan jeg egentlig har haft det. Jeg har været god til at tage en maske på, smile og fortsætte, selv når tingene indeni mig har været ved at falde fra hinanden. Og det er måske netop derfor, at det først nu for alvor er begyndt at gå op for mig, hvor påvirket jeg faktisk er.

Når jeg ser tilbage på mit liv, kan jeg godt forstå, at jeg er træt. Jeg har oplevet mobning og fysisk vold gennem store dele af min barndom, haft svært ved at finde min plads i skolen og i sociale fællesskaber, oplevet en voldsom skilsmisse, mistet venskaber og truffet dårlige beslutninger. Jeg har kæmpet i næsten fire år for at få min søn hjem, oplevet frygten for at miste mine børn igen og set min hustru blive frarøvet noget af den tid, hun havde glædet sig til med vores datter.

Jeg har mistet mit arbejde, været ramt af stress, brækket ryggen, gennemgået flere operationer og levet med smerter, som stadig påvirker mig hver eneste dag. Jeg har mistet mennesker, som betød ubeskriveligt meget for mig, og jeg har som far været nødt til at træffe nogle beslutninger, som ingen forældre ønsker at stå i.

Og samtidig har jeg gennem store dele af mit liv haft følelsen af konstant at skulle bevise, at jeg var god nok. God nok som barn, elev, ven, medarbejder og måske allerværst som far.

Når jeg skriver det hele ned på den måde, begynder jeg faktisk selv at forstå, hvorfor jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke længere kan fortsætte, som jeg plejer. For der er grænser for, hvor meget et menneske kan blive ved med at bære rundt på uden på et tidspunkt at mærke konsekvenserne.

Og midt i alt det her er der heldigvis også rigtig meget, jeg er taknemmelig for.

Jeg har en fantastisk hustru, som har stået ved min side gennem utrolig meget, og som stadig gør det, selvom jeg ved, at det ikke altid er nemt. Jeg har to fantastiske børn, Mark og Ella, som betyder alt for mig, og som jeg vil gøre alt for at give en god og tryg opvækst. Jeg har også mennesker omkring mig, som bliver ved med at række ud, selvom jeg ikke altid er god til at række tilbage. Og det betyder mere, end I måske aner.

Jeg har stadig mine interesser, mine projekter og min kreativitet. Jeg elsker stadig at arbejde med hjemmesider, musik, billeder og alle de idéer, som konstant dukker op i mit hoved. Det er noget af det, der stadig giver mig glæde, og som minder mig om, at der også findes rigtig mange gode ting i livet.

For jeg har ikke mistet lysten til livet eller til at skabe noget med det. Jeg har bare mistet en stor del af de kræfter, der skal til for at leve det liv, jeg gerne vil. Og det er en kæmpe forskel.

Jeg ved endnu ikke, hvad min udredning ender med, eller hvilke svar jeg får. Men uanset hvad håber jeg, at det her bliver begyndelsen på en periode, hvor jeg endelig kan få den hjælp og forståelse, jeg har brug for. Jeg håber, at jeg kan lære at forstå mig selv bedre og finde ud af, hvordan jeg kan leve med de oplevelser, jeg har haft, uden at de skal styre så meget af mit liv.

Hvis du har læst med helt herned, så vil jeg gerne sige tak. Det betyder rigtig meget for mig, at du har taget dig tid til at læse min historie. Jeg ved godt, at det er en lang fortælling, men tro mig, det her er faktisk kun en overordnet beskrivelse af mit liv. Der er rigtig mange oplevelser og følelser, som jeg ikke har fået med, og som jeg måske aldrig kommer til at fortælle offentligt.

Jeg har ikke skrevet det her for at starte en diskussion om, hvem der har gjort hvad, eller hvem der har haft ret og uret. Jeg ved godt, at andre mennesker kan have oplevet nogle af de samme begivenheder anderledes, og det respekterer jeg. Men det her er min historie, og det er de oplevelser, jeg i dag forsøger at forstå og lære at leve med.

Så til jer, der undrer jer over, hvorfor jeg ikke længere tager telefonen så ofte, hvorfor jeg ikke kommer til så mange arrangementer, eller hvorfor jeg nogle gange virker fjern, selv når vi er sammen, håber jeg, at I med det her har fået en lidt bedre forståelse.

Det er ikke, fordi jeg ikke vil jer. Det er ikke, fordi jeg har glemt jer. Og det er bestemt ikke, fordi I ikke betyder noget for mig. Jeg er bare nået til et punkt, hvor jeg er nødt til at passe på mig selv og finde ud af, hvordan jeg får det bedre.

Jeg har brug for tid, ro og forståelse. Ikke nødvendigvis gode råd eller mennesker, der fortæller mig, hvad jeg burde gøre anderledes. Bare forståelse for, at jeg ikke altid har overskud til at være den Jesper, som folk kender.

Jeg har altid troet, at styrke handlede om at rejse sig igen, uanset hvor mange gange man blev slået omkuld. Men måske handler styrke også om at turde erkende, at man ikke længere kan rejse sig alene.

Jeg har brugt det meste af mit liv på at kæmpe for at være god nok i andres øjne. Nu er det på tide, at jeg begynder at kæmpe for at få det godt i mine egne.

Jeg håber inderligt, at jeg en dag kan se tilbage på den her periode som begyndelsen på noget bedre. Og jeg håber, at I vil give mig den tid, det kræver.

Jeg er ikke blevet ligeglad med mennesker. Jeg er bare blevet udmattet af at kæmpe.

Tak til jer, der stadig er der, også når jeg ikke selv har overskud til at række ud. ❤️